Astrid Krag valgte moderskabet OG karrieren til. Men kan man det?

Astrid Krag har i mange år været sikker på to ting: Hun ville gerne dedikere sit liv til at kæmpe for sine idealer, og hun ville gerne være mor. Så da hun som 24-årig blev valgt ind i Folketinget, var hendes skæbne forseglet. Hun skulle forsøge at forene jobbet på Christiansborg uden øvre arbejdstid med rollen som hustru og mor. Hun havde været sammen med sin mand, Andreas, i fire år, da hun blev valgt, og de var enige om, at de lige så godt kunne kaste sig ud i det med at få børn. For det ville ikke blive lettere med tiden.

”Jeg kunne se, at med arbejdet i Folketinget kunne det hurtigt nok blive sådan, at det ikke lod sig gøre,” siger Astrid og fortæller om politikerkolleger, der nok ønskede at få børn, men hele tiden følte, at timingen var helt forkert i forhold til ordførerskaber og ministerdrømme. Og den galej ønskede hverken hun eller hendes mand sig ombord på.

”Vi har heldigvis begge to haft det sådan, at det skal være den anden vej rundt. At det skal kunne lade sig gøre,” fortæller Astrid. Og som sagt så gjort. Efter lidt over et år i Folketinget blev hun mor, og hun afbrød sin første tid med ordførerskaber og ledelseshverv med en lang barselsorlov. Et valg, mange omkring hende undrede sig over, men Astrid insisterede på sin ret til at sætte børn i verden på sin egen facon.

”Det skal jo kunne lade sig gøre, hvis vi vil have et Folketing, der er repræsentativt,” siger hun og fortsætter: ”Dem, der har valgt mig, har jo stemt på en ung kvinde i den fødedygtige alder. Sådan er det.”

Manden er projektleder derhjemme

Og det lod sig da også gøre. Da Astrid kom tilbage fra sin barsel, fik hun sine tillidshverv og ordførerskaber tilbage, og efter lidt insisteren fik hun også sit eget kontor. Alt var godt, også på hjemmefronten, hvor det i modsætning til de fleste andre danske hjem primært var hendes mand, der trak projektleder-læsset. Og det gav hende plads og overskud.

”Hvis vi skal tale om en projektleder, så er det hundrede procent Andreas,” siger Astrid og forklarer: ”Dels fordi min mand er mere selvstændig og fleksibel i sit arbejde end jeg. Dels tror jeg også, det hænger sammen med, at han selv er vokset op med, at det altid var hans far, der gjorde rent, lavede mad, købte ind – alle de der praktiske ting, fordi hans mor ikke kunne på grund af en kronisk sygdom,” siger hun og fortsætter: ”Han føler i hvert fald ikke, at det er unaturligt, eller at det er noget offer.”

Andreas’ ”projektlederskab” i familien var muligvis en af årsagerne til, at hans kone hurtigt fik overskud til at tænke på at få barn nummer to, kort tid efter hun var vendt tilbage fra barsel, uanset at der kunne komme et folketingsvalg hvert øjeblik.

Valgkamp med bule på maven

”Vi valgte, at vi gerne ville have et barn mere, og at de skulle være nogenlunde tæt på hinanden. Det var vigtigt for os, på trods af at vi stod i et valgår, og at valget kunne komme når som helst. Så jeg var gravid, da der var valgkamp,” fortæller Astrid. En valgkamp kan være en af de mest udmarvende perioder i en politikers liv, men hun klarede det i stiv arm – også da det af Jes Dorph Petersen i en valgkampsdebat blev bekendtgjort på TV, at hun var med barn, før hun havde fortalt det til venner og familie.

Gravid i 7. måned blev Astrid sundhedsminister, og hendes arbejdsrutiner blev tilpasset graviditeten, så det kunne lade sig gøre at holde hjernen aktiv inden for de rammer, hendes krop nu tillod det.

”Hvis de møder, jeg holdt, f.eks. var med mine nærmeste embedsmænd, så lå jeg måske ned i sofaen på mit kontor og havde fødderne oppe, og jeg skiftede min egen stol ud med en pilatesbold i mit mødelokale efter vejledning fra en fysioterapeut,” fortæller hun.

På den måde arbejdede hun, som hun altid havde gjort, indtil dagen før deres søn så dagens lys. Og hvor hun med sin datter havde taget en lang barsel – omtrent så lang, som de fleste arbejdende mødre gør – var hendes barselsorlov denne gang rigtig kort. ”Så kort, som man kan holde til,” siger hun selv. Da hun vendte tilbage til ministergerningen, tog hendes mand over og gav deres søn den nærhed og omsorg, hun ikke havde tid til, fordi hun varetog sit arbejde som sundhedsminister. Det havde både far og mor det godt med. Men deres familieindretning var et særsyn i Danmark, så de blev ofte kontaktet af journalister, der ville interviewe Andreas om hans tilvalg af babyomsorg. Han stillede velvilligt op til interviews i begyndelsen, men undrede sig mere og mere over, hvorfor deres familieindretning var sådan en god historie.

”Det blev sådan til sidst, at vi tænkte: ”Hvad er det for noget, at det skal være mærkeligt, at en far vil være sammen med sit barn?”” siger Astrid og påpeger, at der i høj grad mangler tidssvarende rollemodeller, både for mænd og for kvinder. Derfor stiller hun og hendes mand gerne op til interviews om deres måde at være familie på, selvom de ikke synes, det burde være en stor nyhed, at det kan lade sig gøre på den måde.

Ammede og arbejdede på én gang

Ligesom familielivet med børnehavebarn og spædbarn så anderledes ud for Astrid end i de fleste familier, var de praktiske foranstaltninger i forbindelse med hendes tilbagevenden til ministerposten også meget anderledes end, hvad hendes embedsfolk havde været vant til fra tidligere sundhedsministre. Hun ammede nemlig stadig og havde sin mand og spædbarn med i ministerbilen, når det var nødvendigt.

”Jeg har ammet til interne møder og til ordførermøder, og under EU-formandskabet planlagde vi rådsmøderne, så der var pauser, hvor jeg kunne amme,” fortæller hun, ”men det har jo været dealen med mig i al den tid, jeg har været både folketingsmedlem og minister. At jeg har haft et familieliv, der også skulle fungere,” siger Astrid principfast. Det har hun insisteret på, og det gør hun fortsat.

Men det er ikke kun omgivelserne, der udviser fleksibilitet. Hun gør også selv meget for at tilpasse sin hverdag, så børnene ikke lider under hendes ambitiøse karrierevalg.

”Det er jo nok meget kendetegnende, at vi ikke har en helt almindelig hverdag,” fortæller hun og afslører en række af sine egne praktiske foranstaltninger, der øger hendes fleksibilitet i forhold til børn og arbejde. Hun har for eksempel to ens sæt af meget af sit tøj, så hun hurtigt kan skifte, hvis der pludselig kommer havregrød på om morgenen, og så familien ikke er afhængig af at nå at vaske tøj i hverdagene. Hun bruger ikke tid på makeup, før hun kommer på arbejde. Den lægger hun i al hast som en del af ankomstrutinen til Christiansborg. Men vigtigst af alt, så lægger hun sine møder rundt om, hvornår hun har mulighed for at være sammen med sine børn.

”Der er de her vinduer, hvor vi er sammen i vores familie. Der er et lille vindue om morgenen, og så er der et større om eftermiddagen, som jeg vogter utrolig meget over. Det ryger et par gange om ugen på grund af mit arbejde, og tilsvarende er der jo også nogle gange, hvor min mand ikke er der. Og når børnene så sover, så lægger jeg møder igen fra klokken 20 eller 21,” fortæller hun og afslører, at hun efter en lang dag ofte er både slidt og træt. ”Men det er jo mit valg at leve sådan. Jeg trives med det, også selvom jeg er nogle gange kan være lidt træt efter en lang dag,” siger hun.

Den dårlige samvittighed er en trofast følgesvend

Men før du måske falder i svime (og indrøm det nu: bliver lidt irriteret) over Astrids store mentale overskud og evne til at finde nye løsninger på alle de typiske ”mor-udfordringer”, så vil du måske finde lidt trøst i, at hun ligesom stort set alle andre mødre også bliver ramt af dårlig samvittighed, når familien ikke er på toppen.

”Min søn var tit syg i en periode, og så var den der med det samme: Åh, er det, fordi jeg arbejder så meget?” fortæller hun. Der var imidlertid flere i hendes omgangskreds, der beroligede hende med, at man ikke får polypper og væske på ørerne af, at ens mor arbejder meget. ”Men følelsen var da konstant hos mig i den periode,” fortæller hun ærligt. Og hun funderer jævnligt over, hvad der gør, at den dårlige samvittighed særligt ofte tager bo hos mødre.

Astrids mand er musiker og er også væk i perioder, når han er på tour, men ifølge hende oplever han sjældent samme tvivl og byrde, som hun gør. ”Når han er væk, så er det jo det, der er aftalen, og så er der ikke så meget mere grund til at tænke over det. Så nyder han at kunne fokusere fuldt ud på sin musik og sit arbejdsliv. Min egen analyse er, at vi kvinder af en eller anden årsag i højere grad er ramt af en splittelse, hvor en del af os hele tiden er ved de der børn,” fortæller hun og siger, at hun, selvom hun har det godt med at leve det liv, hun gør, ofte oplever en iboende trang til at ville være der for børnene hele tiden. Hun prøver selv at bruge samvittigheden konstruktivt og parkere den, når den bliver destruktiv for hende.

”Samvittigheden generelt giver selvfølgelig, at man har en ordentlig pejling og mærker efter, om man træffer de rigtige valg i forhold til de mennesker, der har allermest brug for én, men den dårlige samvittighed giver ingenting, og det er ikke altid, at den er berettiget, og så parkerer jeg den. Det får både jeg og min familie et bedre liv af,” siger hun.

Travlhed er ikke bare travlhed

Astrid mener nemlig ikke, at hendes børn nødvendigvis har en oplevelse af, at hun er travl og fraværende, selvom hendes samvittighed nager fra tid til anden.

”Min datter fortalte i sidste uge om en veninde fra skolen: ”Hendes mor har simpelthen så travlt”, og så fik jeg sneget mig til at spørge, om hendes mor havde mere travlt end mig. ”Jaaah, selvfølgelig mor!”, svarede hun med det samme, og hun forklarede, at den her mor både gik på arbejde og skulle ride på sin hest,” siger Astrid, som bagefter fortæller, at det jo viser, at oplevelsen af, hvad det vil sige at have travlt, set fra et børneperspektiv, ofte kan se anderledes ud end det, vi tror. ”Det med at have travlt, og hvordan det bliver oplevet af børn, handler jo ekstremt meget om, hvor meget man kan være til stede, når man er sammen med dem,” siger Astrid. Hun mener, at hun selv er trænet i netop dét, fordi hun fokuserer på at være der for sine børn, når der er de fælles stunder i hverdagen, og fordi hun aldrig har prøvet, eller ønsket at prøve, at være mor på en anden måde.