I dag er det – hånden på hjertet - de færreste arbejdsgivere, der for alvor glædes over familieforøgelser blandt medarbejderne. Barselsorlov kan nemlig være en besværlig og omkostningsfuld affære. Først er der risiko for sygemelding i forbindelse med graviditeten, så går medarbejderen hjemme med baby, for det meste i mange måneder, og op til halvdelen af medarbejderne skifter job under eller umiddelbart efter barslen. Og så skal man jo alligevel i gang med en ny rekrutteringsprocedure. Medarbejdere på barsel er bare besværligt…
Eller er det?
Hvad hvis barselsorlov hos jer kunne være kilde til ny produktudvikling, en ny og bedre ledelseskultur, færre stress-udgifter, mere effektive og motiverede medarbejdere eller slet og ret blive en vækstfremmer for hele virksomheden?
Det ér muligt. Parental Leave Forum baner vejen derhen.
Med Danmarks bredeste barsels-ekspertpanel udforsker vi barselskulturen i den enkelte virksomhed og viser vejen til, hvordan barselsorlov kan gøres til et vækstparameter for virksomheder og ansatte i stedet for en økonomisk hæmsko.
Med baggrund i både antropologiske, psykologiske og erhvervsøkonomiske research- og udviklingsmetoder skaber vi først en fælles forståelse for virksomhedens interne barrierer, hvorefter vi anviser en vej til at overkomme dem. Vi arbejder både med ledelsen, HR, fædrene og mødrene – og også med dem, der ikke er forældre. For det er alle virksomhedens medarbejdere, der tilsammen skaber den arbejds- og barselskultur, der afgør om barsel er godt eller besværligt i jeres virksomhed.
Samtidig får du mulighed for at benytte dig af den brede faglighed, som vores ekspertpanel besidder: Fra erhvervsjordemoderen til psykologen og fra HR-juristen til antropologen. Du kan se nogle af panelets profiler nedenfor.