Her til morgen sad jeg og læste lidt inspirationslæsning, lige som jeg altid starter mine arbejdsdage med. Jeg faldt over en gammelt debatoplæg i Berlingske fra Steen Hildebrandt, der er mangeårig professor ved Aarhus Universitet. Virksomhederne skal gøre op med den såkaldte regnearksledelse, lod han forstå.
”Vi presser virksomhedens mål ned i enkle talmæssige formuleringer, økonomiske mål, bundlinje- eller resultatforventninger, og så styrer vi benhårdt efter at nå disse resultater – koste hvad det i øvrigt koste vil på andre dimensioner, som vi ikke måler og ikke tager hensyn til,” skrev han i indlægget. For søren hvor var jeg enig.
Hen mod afslutningen opdagede jeg tilfældigvis et andet link til et interview med CBS-professoren Jan Molin, der som taler på en konference netop havde givet en masse erhvervsledere en opsang. De skulle holde op med at fokusere så ensidigt på performancekulturen, og holde op med at kontrollere og måle så meget, sagde han.
”Når målinger og kontrol styrer, betyder det, at relationerne bliver ensidige. Du kan sagtens være chef, der er frygtet og beundret, men hvis du vil have tillid og respekt, kræver det gensidighed i relationen. Kun når du udviser tillid, får du tillid,” tordnede han i artiklen.
Og efter sådan et par indlæg i debatten var det, at min ellers vældig hæmmende mandagsblues forsvandt som dug for solen!
Disse to piv-erfarne herrers mening om samme emne gav mig nemlig et ordentligt rygstød med deres perspektiver på lige præcis det, jeg synes er så hamrende svært at beskrive uden at være bange for at blive opfattet som en fortabt og forsmået feministisk skrigeskinke.
For jeg synes budskabet er så vigtigt, og jeg vil så nødig misforstås. Men det bliver jeg, fordi emnet er så svært at formidle som kvinde – fordi mange tror, jeg er ude på en gammeldags mission for at ”kæmpe for kvinders ret”, selvom alle mine refleksioner egentlig bare handler om, hvordan vi får nogle flere feminine værdier ind i erhvervslivet – til glæde for erhvervslivet, og dermed for os alle, mænd såvel som kvinder. Og så er det dejligt, at sådanne to modne herrer (ja, undskyld til jer begge, Jan og Steen), med mange flere år på bagen end jeg selv, siger akkurat det samme som jeg. De to artikler (som du bestemt skal overveje, om du ikke skulle kigge forbi, hvis du ikke allerede har læst dem) gav mig to meget vigtige konklusioner med på vejen:
1) Hvis vi oversætter deres budskaber: ”Væk med regnearksledelse” og ”Ud med måling og kontrol” til kultur og værdier i virksomhederne, så er begge disse udsagn for mig at se et klokkeklart opgør med dominansen af maskuline værdier i virksomhederne. For de vil downsize alt det arketypisk maskuline, der handler om kontrol, analyse og logik og supplere op med relationer, tillid, meningsfuldhed og etik i erhvervslivet. Det sidste er arketypisk feminine værdier, alle til hobe. Og det på trods af, at de er to mænd i deres allerbedste alder, der, hvis man skulle tro de værste fordomme om mænd og kvinder, ville æææælske alt arketypisk maskulint.
2) Og det leder mig direkte i armene på konklusion nr. 2: Disse to mænds udsagn viser for mig bedre end noget andet, at feminine værdier, selvom de bliver kaldt feminine, også bor i enhver mand, yngre som ældre, og bør fremelskes og omfavnes af enhver mandlig erhvervsleder, lige som de nærmest bliver forventet at være en del af enhver kvinde i erhvervslivet. Men hvor kvinderne altid er blevet forventet at rumme disse træk – også dem, der måske ikke gjorde det i så høj grad – så har mændenes iboende feminine værdier aldrig haft samme vækstbetingelser. Og som resultat heraf, kæmper mange mænd i dag med dem – og bruger måske derfor oceaner af tid på regneark og kontrol i deres arbejde. For det er meget nemmere at forholde sig til … Så det, altså de latente feminine værdier i mænd, skal vi til at kigge lidt nærmere på, for det vil gøre en stor forskel for fremtidens virksomhedskultur i danske virksomheder.
Det er i hvert fald, hvad jeg fik ud af at læse om Jan Molin og Steen Hildebrandt.