Igår afslørede Berlingske, at der først bliver ligeløn i Danmark om 111 år. Det er immervæk lang tid.
Derefter gik den vilde debat: Hvordan skal vi skubbe på ligelønnen? Bør vi overhovedet ville ligeløn? Er det utopi? Og hvis er ansvaret? Kvindernes eller samfundet?
På Christiansborg var der flere politikere, der mente, at det var op til kvinderne selv at markere sig ved lønforhandlingsbordene. Og jeg skrev et indlæg i Berlingske om, at erhvervslederne ikke rigtig har forstået den ligestillings virkelighed der florerer blandt deres medarbejdere, og at det også er deres ansvar at skubbe på.
Selvom jeg går vældig meget ind for lige løn for lige arbejde, synes jeg faktisk, at nogle af de politikere, der plæderede for, at det ikke var et politikerproblem, havde fat i nogle vigtige pointer.
Mette Abildgård fra Konservative udtalte for eksempel i førnævnte artikel, at hun synes, det er vigtigt at holde sig for øje, at mange kvinder har et andet fokus end mænd – at mange mænd stræber efter højere løn, mens kvinder stræber efter mere fleksibilitet.
Det har hun såre ret i. Og på det gode arbejdsmarked kan fleksibilitet jo sagtens indgå i en lønforhandling, selvom man ikke kan se den på lønsedlen.
Sagen er bare den, at det, der i samtiden giver status og identitet for den enkelte ikke er fleksibilitet, men løn. Og derfor vil vi bare så gerne have ligeløn, fordi det er et udtryk for ligestilling.
Men måske skulle vi flytte fokus fra ligestilling til ligeværd i kønsdebatten.
Det er stadig kvinderne, der går ned i tid eller forhandler en flex-aftale for at kunne hente børn eller have mere overskud til at være en nærværende forælder. Det er der både biologiske og sociologiske årsager til, viser forskning. Men det at hente børn har i diskursen ikke lige så stor samfundsmæssig værdi som at tørne ud efter 17 på jobbet. Kan det nu også passe? I min optik er det primært en sociologisk betinget antagelse, som vi aldrig rigtig har stillet spørgsmålstegn ved.
Jeg tror, at det er tid til det at gøre netop dette – stille spørgsmålstegn: Hvad er de grundlæggende antagelser, vi gør til normerne i samfundet og på arbejdsmarkedet: Hvad giver værdi for samfundet, og afledt heraf: Hvad synes vi skal give status på arbejdsmarkedet og i det samfund, vi lever i, her i Danmark?
Det synes jeg egentlig er en mere interessant debat, end hvordan vi kan proppe den øjeblikkelige status-giver ned i halsen på alle medarbejdere og samfundsborgere, uanset, om de vil det eller ej.