Morten Østergaard skal indse, at han er en mand

Ofte, når man omtaler kønslige forskelle i politik, er det fordi en kvinde i den offentlige mening ikke nødvendigvis er kvinde nok. Som diverse ministre, der ikke holdt lang nok barsel, da de blev mødre mens de var ministre, eller som Zenia Stampe, der i øjeblikket bliver kritiseret for at tage sin søn med i valgkamp.

I dette års valgkamp oplever vi også noget modsat. Morten Østergaard havde haft mere ud af at erkende at han er mand - og agere derefter.
 
Hvorfor? 
 
Hans forgænger var jo Margrethe Vestager, og det er pr definition svært at udfylde hendes sko, uanset hvilket køn man har, vil nogle sikkert indvende. Og det er til en vis grad rigtigt. Men sagen er den, at Margrethe Vestager netop er kvinde. Og fordi hun er det - kvinde - fulgte der nogle såkaldte "feminine" forventninger med til hendes virke som leder for de Radikale. Fordi hun var kvinde, blev hun, uden at røre en finger, iført en aura af medmenneskelighed og "rund, blød omsorg", som, krydret med hendes charmerende imødekommenhed, gjorde, at hun kunne komme afsted med at føre (og kommunikere) en benhård økonomisk reformpolitik, uden at skele til det menneskelige aspekt, og sågar udtale de famøse ord: "Sådan er det" i debatten om alle de, der faldt ud af dagpengesystemet efter dagpengereformen. For det kunne Margrethes kvindelige aura bære. Man forventede, at hun rummede medmenneskelighed og sociale værdier, fordi hun var kvinde, og derfor kunne hun komme afsted med lidt mere kynisme i sin kommunikative profil.
 
Morten Østergaard, derimod. Pyha. Han er mand. Og tilmed en akademiker i hvid, nystrøget skjorte. Han bliver umærkeligt forventet at være mere nøgtern, kold og kontant end hans forgænger, for en mands værdier forventes ikke at inkludere social behændighed og medmenneskelighed i samme omfang som kvinders. Og nu, pludselig, nogle måneder efter Morten Østergaard har overtaget chefstolen, opfattes de radikales politik som makroøkonomi og kolde kalkuler, selvom han ikke har ændret kursen nævnværdigt.
 
De vidste det jo godt, de Radikale. Så de forsøgte at fortælle os, at intet var forandret, og at medmenneskeligheden stadig sad i højsædet. Fx indførte man kort tid efter Morten Østergaards start en (skulle man synes) indlysende byline til det Radikale navnetræk: "Det handler om mennesker." Hvis nogen skulle være i tvivl. Selvom Morten ikke emmer af "kvindelig evne" til at omfavne og lytte, så gør vi det altså stadig. Vi omfavner og lytter stadig, for det handler jo om mennesker.
 
Men det hjalp ikke.
 
Og alle er i tvivl. For selvom han som sagt ikke har gjort andet end at fortsætte Margrethes reformkurs, har det bragt hans parti i store vanskeligheder.
 
"Det sociale er kommet i baggrunden med Morten Østergaard som leder", indvender partifæller, og medierne kalder ham "Onde Morten". For han kan ikke komme afsted med at føre den samme retorik som sin kvindelige forgænger, uanset hvor meget han forsøger. Han bliver iklædt nogle andre motiver af den offentlige opinion, og det, kombineret med hans manglende fokus på at kommunikere "blødhed" i den Radikale reformpolitik gør, at de radikale bløder.
 
Hvad kan stakkels Morten og hans partifæller så gøre?
 
Jo, hvis Morten Østergaard skal vende den ubehagelige tendens hos de Radikale, skal han ikke nødvendigvis føre en anderledes politik. Han skal blot indse, at han ikke er kvinde, og derfor ikke automatisk kan kapitalisere på en "feminin aura". Og derfor bliver han kommunikativt nødt til at sadle alvorligt om. Han skal vise, hvordan det handler om mennesker for ham - ikke sige, at det handler om mennesker. Han skal vise, hvor fedt han synes det er at møde mennesker i valgkampen (hvis han synes, det er fedt), eller hvorfor hans to små børn faktisk også er med på tour (hvis de er det), fordi han ellers ikke får set dem de næste tre uger. Han skal kaste om sig med medmenneskelighed og glemme (næsten) alt om tal og rationelle baggrunde for radikal politik. 
 
Og så kan han ellers overlade alt det rationelle til Zenia, Sofie og de andre kvinder, der står forrest med ham i valgkampen. Deres aura kan ta' det.
 
Nogle vil måske indvende, at det vel blot reproducerer alle de kønsdiskriminerende forventninger, jeg i løbet af de sidste linjer har givet udtryk for, at der hersker i samfundet. Ja, bestemt. Men valgkamp handler jo ikke om ligestilling. Det handler om at hive stemmer hjem...

 

0 kommentar(er)

Kommenter, kommenter!