For nylig skrev jeg en lille "alternativ morgenrutine forslag" til en facebook-gruppe for ambitiøse mødre. Jeg foreslog, at de kombinerede aflevering til institution og/eller transport til arbejde med en løbetur, så de sparede lidt tid og stadig kunne sidde på sin pind (nyvasket og make-uppet, vel at mærke) før 10. Efter at have testet det en del gange, kunne jeg rapportere, at det virkede - og det gav markant mere energi til resten af dagens gøremål. En af gruppedeltagerne svarede tilbage: "Er du klar over, hvor priviligeret, du er, når du kan det, Lisbeth?" Dette var døråbneren til en længere "snak" om, hvor meget/lidt, man forventes at sidde med bagdelen i kontorstolen på et helt almindeligt, dansk akademikerjob, og hvor ilde set det er, hvis man først kommer dryssende kl 10, hvis man ikke bliver længere tid i den anden ende af arbejdsdagen.
Og jeg, der ellers naivt havde formodet, at det er de guldkorn, der bliver produceret i arbejdstiden og ikke arbejdstiden i sig selv, der er udslagsgørende for ens værdi på jobbet!? Jeg tog åbenbart fejl.
Lad være med at bevæge dig uden for normen
Mange akademikere og andre kontormus stempler nemlig, på bedste fabriksmaner, ind om morgenen og ud om eftermiddagen. Det er det antal timer, man er til rådighed på eller ved virksomhedens kontor, der fortæller, hvor god og vigtig en medarbejder, man er. Ikke kun de resultater, man opnår, mens man er der. Og gud nåde og trøste den, der kommer senere eller går tidligere end normen. Face-time opfattes som et udtryk for de resultater, man skaber, for hvis chefen ser, jeg bruger mange timer på min pind, så ser han mig nok også som en dygtig og ambitiøs medarbejder.
Det har imidlertid en trist konsekvens, som hverken medarbejdere eller virksomheder kan være tilfredse med:
Facetime i virksomheden er blevet til ass-time i kontorstolen.
Dygtige medarbejdere bruger lang tid på deres arbejde, men udretter ikke nødvendigvis det, de har potentiale til. De bruger dagligt minutter, ja måske endda timevis på deres kontorstol og venter på, at dagens værnepligt er overstået. Ikke fordi de er dårlige eller uengagerede medarbejdere, men fordi virksomhedernes forældede mødekultur slet ikke stemmer overens med den øvrige fleksibilitet, som teknologien ellers har indført i alle andre facetter af deres liv. Principielt kunne mange (ikke alle, men mange) af disse medarbejdere lige så godt sidde derhjemme, på en cafe med en latte, ja, sågar i Lalandia og udføre deres arbejde. Og i mange tilfælde ville denne øgede fleksibilitet give dem mere ro på bagklappen, så de ville have mere overskud til at udføre deres arbejde til UG med kryds og slange.
Medarbejderene skal også skifte mindset
Det er imidlertid ikke kun virksomhedernes skyld at det er blevet sådan, for der skal to til en tango. Medarbejderne er med til at fastholde den forældede kultur. De klager godt nok over, at deres egen røv bliver holdt fast i stolen dag ud og dag ind, så de har svært ved at finde den rette balance med deres øvrige liv. Men paradoksalt nok brokker mange sig også over, når kolleger og ledere forsøger at indrette dagen anderledes. "For han/hun skal sgu være til stede, når jeg har behov for at tale med ham/hende". Har I hørt om Skype, Iphonens Facetime (ja, det er dælme et fremsynet navn!) og video conferencing? Her kan man have al den face-time det skal være, uden det behøver gå ud over polstringen på den fine kontorstol. Og øget fleksibilitet i både medarbejdernes og ledernes mindset omkring arbejdstid vil føre til mindre stressede, mere energiske og heraf afledt mere produktive medarbejdere (og privatpersoner). Ja tak, siger jeg - hvad med dig?
Så skal vi ikke, medarbejdere såvel som ledere, fra nu af kalde den gammeldags face-time for ass-time, og indføre ny face-time: Den teknologiske, som ikke forudsætter, at man bruger en masse timer i virksomheden, hvis man reelt ikke er påkrævet fysisk der. Det giver mulighed for fornyet fokus på resultaterne som primær driver for arbejdsdagens udseende, frem for, ja, ass-time.
